Search
  • A Dane Passed By

A British cowboy who turned hero for millions of poor Americans

Updated: Nov 23, 2018



In South America there is a bat called ‘Vampyressa brocki’. It is named after the British gentleman on the picture above, mr. Stan Brock, who as a teenager left Europe for good to become a cowboy in the Amazonas-covered colony British Guyana. He later taught himself to fly an airplane, moved to the US to host a popular tv-show about wild life, and finally spent all his money on providing health care to people in need through his organisation Remote Area Medical (RAM). He will die working for RAM, he says.


In the fall I wrote about one of RAM’s clinics, and you can find the post here.

This February in Knoxville, Tennessee, I met up with Stan Brock, when him and his team had one of their biggest clinics and in two days helped more than 1200 Americans, who are to poor to get help otherwise.



Stan Brock and I talked about his remarkable past, how rewarding it is to help people in need and what needs to be done about health care in America (hint: a lot). I then wrote a piece in Danish about him and it was just published in the newspaper Kristeligt Dagblad (I recommend you going there, though you can also read the full text below).


American’s call Stan Brock everything from a messiah or a hero to a modern Mother Teresa, and though RAM today has 15 paid staff, he himself – as the president of the organisation – lives as a penniless man in a little in-build apartment in the RAM headquarters, where he sleeps on the floor and mainly eats oatmeal and vegetables.

Stan Brock is indeed an inspiring man.


For some unknown reason this short video is the only one I shot with Stan Brock. It is from Saturday morning in Knoxville, Tennessee, where the patients (who all got a number when they arrived earlier) are allowed into the clinic after a cold, February night in their cars. Stan Brock is the man who calls out the numbers.


***


Here is the full Danish version of my story about Stan Brock. First published in Kristeligt Dagblad.


Hvordan en britisk cowboy blev til fattige amerikaneres eneste håb for lægehjælp

Stan Brock forlod en velhavende og eventyrlig tilværelse for at vie sit liv til at hjælpe sygdomsramte mennesker på bunden af det amerikanske samfund


Stan Brock arbejder hver dag. Han har ikke holdt ferie, siden han som 14-årig brite hoppede alene på en båd med kurs mod Frankrig, kørte videre med tog mod Marokko, forsøgte at komme ind i Fremmedlegionen og vendte hjem, inden det nye skoleår begyndte.

I dag, over seks årtier senere, står Stan Brock i sin khaki-farvede uniform på første sal i en messehal i USA-delstaten Tennessee og kigger ud over stueetagen, der er fyldt med frivillige læger, tandlæger og øjenlæger.


De er alle kommet for at hjælpe folk fra bunden af det amerikanske samfund, og Stan Brock er manden bag det særlige arrangement. På det internetbaserede leksikon Wikipedia står han kategoriseret som filantrop, og selvom han tidligere har tjent styrtende med penge som vært på et safari-tv-show, så lever han i dag uden en dollar på lommen, sover på et værelse i et industrikvarter og får doneret sin daglige havregrød.


Læs også: Kongressen godkender første skridt til at afvikle Obamacare

”De fleste her i landet ved, at jeg er en mand uden en penny på lommen, og at jeg sover på gulvet. Men jeg sov også på gulvet, da jeg levede med wapishana-indianerne i Guyana. Det er der såmænd ikke noget særligt ved,” siger Stan Brock.


For 30 år siden grundlagde Stan Brock organisationen Remote Area Medical, RAM, og har siden brugt hver en dollar og alle sine vågne timer på at rejse rundt og yde gratis behandling til mennesker i en verden uden adgang til basal lægehjælp. Organisationens arbejde var egentlig tiltænkt fjerne egne i tredjeverdenslande, men er over de senere år blevet kendt som en uundværlig livline for nogle af USA’s millioner og atter millioner indbyggere, der er faldet igennem sundhedssystemet.


”Du kan slå ned på et kort hvor som helst i USA, og du finder folk, der har brug for vores hjælp. Vi har aldrig været noget sted i USA, hvor der ikke kom mange folk,” siger Stan Brock.

Det er lørdag formiddag, og Stan Brock kan slappe af, efter at han tidligt i morges åbnede lågen og bød velkommen til de første patienter i byen Knoxville. Hans hår er gråt og tilbagestrøget, den skræddersyede uniform er knappet ned til midten af brystet, og de stærke, 80-årige arme vidner om, at han starter hver morgen med fysisk træning eller yoga. Nu er resten af dagens arbejde op til de mere end 400 frivillige læger, tandlæger, øjenlæger, ergoterapeuter og lokale medhjælpere, som er kommet for at hjælpe.


Fra første sal kan Stan Brock se ud over seks rækker med i alt 73 tandlægestole, hvor patienter får trukket tænder ud, fyldt huller eller renset gummerne. En kvinde har ikke været til tandlæge i årevis og er meget nervøs, så hun har fået lov til at have sin lille hund på skødet, mens tandlægen borer og roder i hendes mund. Alle stole er i brug, og bag et forhæng sidder flere hundrede mennesker og venter.


”Vi startede med en eller to tandlæger og en 200 kilo tung tandlægestol, som vi smed op på en pick-up-truck. Dengang havde vi ikke andre penge end dem, jeg kom med. Og se, hvor vi er i dag. Den største, mobile klinik baseret på frivilligt arbejde her i landet,” siger Stan Brock.

Andre steder i hallen er de frivillige i gang med at måle blodtryk, give vaccine mod influenza, undersøge kvinders underliv, lave briller, forme nye gebis, undervise i sundhed og ernæring og hjælpe de dårligt gående med øvelser på vippebrættet. Over to dage giver RAM’s frivillige hjælp til 1245 patienter, og mens de behandlinger ifølge organisationens egne beregninger havde kostet i omegnen af 4,4 millioner kroner på det private marked, skal ingen personer på noget tidspunkt have deres pung op af lommen.


RAM’s mobile lægeklinik med over 400 frivillige læger, tandlæger og specialister giver på to dage i Knoxville, Tennessee hjælp til 1245 patienter. Behandlinger, der ifølge organisationens beregninger havde kostet 4,4 millioner kroner på det private marked. Den 200 kilo tunge tandlægestol er 838 klinikker siden, og RAM er ofte i det østlige Tennessee, så mange af patienterne genkender Stan Brock. De fleste af dem hvisker til hinanden og peger, mens nogle få kommer hen og trykker hans hånd.


”Gud velsigne dig, Stan,” siger en midaldrende, kasket-klædt mand, som er står med sin datter, mens en herre med fuldskæg og tunge briller har fået trykt samme budskab på en T-shirt.


Til frokosten ynder de ældre frivillige at fortælle hinanden og de nyankomne om Stan Brock og hans fortid, og selvom historierne ikke altid stemmer overens, er de altid fascinerende og fortalt med stor respekt. Når Stan Brock selv skal fortælle sin historie, er den bestemt heller ikke kedelig.


Som teenager i Englands lavere middelklasse så Stan Brocks liv ud til at gå via flåden, hvor han blev optaget som kun 11-årig. Men en lærer så et lys i unge Brock – ”først og fremmest skylder jeg alt det her til fru James,” som han siger – og med måneders eneundervisning fik hun styret ham uden om en karriere, der formentlig var gået via Koreakrigen, så han blev optaget på en af Englands prestigefyldte kostskoler med et stipendium.


Et ophold på en britisk kostskole i starten af 1950’erne kan næppe sammenlignes med at være i krig, men Stan Brock fortæller om skolen som et brutalt sted at være for en ung mand fra de lavere klasser. Han blev slået af lærerne og behandlet som personlig skopudser og stik-i-rend-dreng af overklasse- eleverne.


”Heldigvis var jeg mere hårdfør end de fleste andre børn og kunne tæve dem alle sammen i en boksering,” siger Stan Brock.


Opholdet blev ikke nemmere af, at Stan Brock som 14-årig fik færten af livet uden for både kostskolens mure og sågar de britiske øer. I en sommerferie hoppede han om bord på et skib i Southampton og sejlede med til den sønderbombede franske by Le Havre, hvorfra han kørte videre til den spanske sydkyst, tog til Marokko, mødte en nevø til en general i Fremmedlegionen og kørte med ham til Paris. Her forsøgte han forgæves at overtale onklen til at optage ham i det sagnomspundne elitekorps, inden han tog hjem igen til de britiske øer.


I samme periode blev Stan Brocks egen far sendt til Britisk Guyana i Sydamerika for at arbejde for kolonimagten, og da den britiske stat to år senere gav drengen mulighed for at tage på ferie ned til sine forældre, havde Stan Brock boet i England for sidste gang i sit liv. Én god ting har han dog taget med sig fra de barske år på kostskolen:


”Der var ikke én eneste fedladen dreng på skolen. Alle var magre. Vi spiste det rigtige mad, for det var tiden før al den emballerede mad, som de slår befolkninger ihjel med nu. Og alle dyrkede sport i mindst én time om dagen. Det ser du ikke her i dag,” siger Stan Brock.


Han vælger sine ord med omhu og husker alle navne og titler på personer fra sin fortid, men for at gøre en bemærkelsesværdig og fascinerende tur op igennem et halvt århundrede nogenlunde kort, startede den 17-årige brite sit nye liv i Britisk Guyana med at drive kvæg sammen med wapishana-indianerne på en af verdens største rancher.


Tilværelsen som hvid, britisk cowboy på den sydamerikanske savanne gjorde ham i starten af 1960’erne til medvært på det amerikanske tv-show ”Wild Kingdom” med 30 millioner seere, og berømmelsen affødte flere bøger, et nyt tv-show og roller i spillefilm. Men noget nagede den britiske cowboy, for mens han levede et privilegeret liv i USA, døde folk i det nu selvstændige Guyana af malaria, influenza, mæslinger og andre sygdomme, som i den vestlige verden længe havde været helbredelige.


Stan Brock havde som cowboy selv prøvet at være alvorligt skadet i junglen – 26 dages gang fra den nærmeste læge – og han var frustreret over, at Guyana stadig ikke havde formået at få lægehjælp ud til de fjerne egne. Han bruger ofte en samtale med en amerikansk astronaut for at understrege sin forfærdelse.


”Jeg sad engang til middag med Ed Mitchell, den sjette mand til at gå på Månen, hvor jeg fortalte ham den samme historie om, at jeg blev slemt skadet på savannen efter at være klemt under en hest; 26 dages gang igennem junglen fra den nærmeste læge. Ed sagde: ’Wow, jeg var på månen og kun tre dage fra en læge’,” siger Stan Brock.


Og så solgte Stan Brock alt, hvad han ejede og grundlagde Remote Area Medical. Fra begyndelsen brugte han alle sine vågne timer på at arrangere lægehjælp til fattige, først i Guyana, og siden i Indien, Indonesien, Haiti og USA, og RAM voksede langsomt, men støt over de næste årtier.


I 2008 fik det amerikanske nyhedsprogram ”60 Minu-tes” nys om klinikkerne, og efter at have bragt et 13 minutter langt indslag donerede en rig amerikaner et fly til RAM, mens hovedkontoret i Knoxville modtog stakkevis af kuverter med samlet over fem millioner dollars (30 millioner kroner) i donationer.


Stan Brock modtager ingen penge for sit arbejde og bor på et værelse ved siden af hovedkvarterets lagerhal, men RAM har i dag 15 lønnede ansatte og afholder i omegnen af 50 klinikker årligt bare i USA. Organisationen får ingen penge fra det offentlige, men lever af donationer.


Tilbage i messehallen i Knoxville er en 23-årige kvinde kommet frysende ind i klinikken. Hun har hverken bil eller sko og er gået barfodet fra et herberg små seks kilometer væk. Hendes syn er så dårligt, at hun kun ser klart cirka 40 centimeter frem, så hun står i kø til et par briller. En frivillig giver kvinden et par af sine egne sko, mens en anden kører i supermarkedet og pakker en pose med mad og fornødenheder til kvinden. Hovedparten af de professionelle frivillige i klinikken i Knoxville kommer fra andre delstater, og nogle af dem er kørt et halvt døgn fra New York, Illinois eller Florida for at hjælpe til.


”Det er en stor belønning i sig selv for vores frivillige, når en patient rejser sig fra tandlægestolen og giver et kram til tandlægen og assistenten, eller når en person begynder at græde, fordi hun får et par briller og for første gang i sit voksne liv kan se ordentligt,” siger Stan Brock.


Den 80-årige filantrop nævner ofte, hvor givende det er at hjælpe andre, men han er ikke en mand, der får bævrelæbe eller tårer i øjnene, når han fortæller. Selv er han en privat mand og svarer kun kort på, hvorfor han aldrig selv har stiftet en familie. Han ville gerne, siger han, men ”det skete ikke”. I stedet drejer han hurtigt snakken over på de tusindvis af patienter, som han kalder sin familie, og som kalder ham for en helgen eller en moderne Moder Teresa.


”Det er pænt af folk, at de siger sådan noget, men det er selvfølgelig skudt langt over målet. Jeg har haft æren af at møde Moder Teresas søstre i Indien og Haiti og set, hvordan de totalt dedikerer hele deres liv til at følge i Moder Teresas fodspor. Det er langt fra, hvor vi er,” siger Stan Brock.


RAM bruger hverken tid på religion eller politik, og inden klinikken kom til Knoxville, fik alle de ansatte at vide, at de skal holde sig fra at snakke om den nuværende politiske situation i USA. Stan Brock taler nogle gange de hjemløse og underforsikredes sag i høringer i Senatet og Kongressen, men han udtaler sig eksempelvis ikke om, hvorvidt den kontroversielle sundhedsforsikringsordning Obamacare er god eller dårlig. Han kan blot konstatere, at den ikke har givet bedre adgang til tandlæger og øjenlæger, ligesom efterspørgslen på RAM’s omrejsende klinikker kun stiger og stiger.


Det samme gør antallet af patienter med diabetes eller begyndende tegn på diabetes, fordi mange amerikanere lever af fastfood, sukkerholdige drikke, cigaretter, alkohol og måske endda receptpligtige piller.


”Medmindre der sker noget meget drastisk – såsom enorme afgifter på sukkerprodukter og fedtprodukter, som er skyld i alle de her problemer med kræft, diabetes, hjertesygdomme – så ser fremtiden endog meget, meget dyster ud for det her land,” siger Stan Brock.


Præsident Donald Trumps nu kuldsejlede planer om at fjerne Obamacare, og Republikanernes generelle modstand mod at regulere det frie marked peger ikke just i retningen af øgede afgifter og drastisk regulering af fødevarer i USA de nærmeste år. Derfor er Stan Brocks overordnede plan for resten af sit liv også, at RAM skal vokse sig større og større. Det kræver hårdt arbejde at finde donationer og frivillige til klinikker uge efter uge, og indsatsen kan udefra set virke både uoverskuelig og frustrerende. Men Stan Brock har aldrig så meget som tænkt på at kaste den khaki-farvede uniform af sig og trække sig tilbage.


Den 80-årige fnyser venligt som svar på spørgsmålet om pension, og tanken minder ham om sin barndom ved den britiske kyst, som ofte blev fyldt med strandede søstjerner ved lavvande. Han og hans venner gik ned for at smide dem tilbage i vandet én efter én, så de ikke døde i solen.


”Engang var der en, der spurgte: ’Hvorfor gider I overhovedet gøre det? Der er jo tusindvis af søstjerner, så langt de fleste dør alligevel.’ Svaret til det er selvfølgelig, at hjælpen betyder noget for den her ene søstjerne. For den ene patient, det ene individ, betyder det alt i verden at komme tilbage i vandet.”

0 views